Baggrund/Idé:
Billeder har altid fascineret mig. Billeder med mennesker på i særdeleshed. Jette Bangs portrætter og menneskeskildringer er så nærværende og indtrængende, at det var let at vælge specialeemne, da jeg skulle skrive kandidatspeciale ved Institut for Eskimologi. Specialet kom til at hedde: ”Jette Bang i billeder og ord 1940 – 1961 – Fotografiet som broskaber” 2003.
Under arbejdet med specialet blev jeg opmærksom på, at billedsamlingens forhold var langt fra optimale. Jeg lavede projektet: ”Tilbageførelsen af Jette Bang samlingen til Grønland”, som indbefattede: Omlægning af negativer til syrefrit papir, scanning og registrering af samling I og II i www.arktiskebilleder.dk, samt en udstillingsrække med fotografierne til lokalmuseerne i Grønland. På denne måde fik jeg sikret samlingen for eftertiden, samt givet grønlændere og andre interesserede mulighed for at se disse fantastiske billeder. Gennem dialog med fotografierne i fokus indsamles yderligere nye data.