3. Maj – 10. Maj. 2006
På rejse med KINAANA
Udstillingen i Nanortalik
”Ilaana"! Det er jo mig!” udbryder Charlotte Poulsen, mens hun en smule genert kigger på et Jette Bang billede taget i 1936 og som i dag hænger i lokalmuseet i Nanortalik. ”Det var da vi boede i Itilleq, det er min lillesøster Cornelia jeg har på armen.”
Og sådan starter en lang, munter og bevægende fortælling om et liv med 10 børn, flytninger i området og en rejse til Danmark. ”Jeg kunne ikke trække vejret i Danmark, der var alt for mange træer”, var kommentaren til rejsen sydpå.
I dag er Charlotte Poulsen en smuk og livlig kvinde på 80 år. Hun gestikulerer kraftigt mens hun fortæller sin historie.
Jeg spørger hende om hvordan det er at se billedet af sig selv fra 1936. ”Det er dejligt, det får mig til at huske. Hvis der ikke er nogle der spørger, så siger jeg jo ikke noget om den tid.”9. maj skal jeg holde foredrag i forsamlingshuset. Rygtet er gået, der forventes stort fremmøde og yderligere snak om billeder og det liv der knytter sig til dem.