Jeg møder Karl Pivaat på ældrekollektivet i Tasiilaq. Ikke fordi han bor der, men fordi det hjælpsomme personale har ringet efter ham i anledning af at jeg er der med Jette Bangs billeder.

Vi gennemgår billederne et for et og Karl kommenterer dem levende. Pludselig bliver der stille. Karl stikker hovedet helt ned til billedet. Som om han ikke tror sine egne øjne. Tydeligt bevæget siger han: ”Det er jo min mor, Caroline med min søster på armen! Og så er det min bror Ulrik der står ved siden af.”  Han kalder på alle så de kan se hans mor. Ved nærmere granskning af årstal viser det sig, at det er Karl der står ved siden af sin mor og ikke hans storebror. Han undskylder med at de ligner hinanden meget. Karl fortæller, at moderen døde da han var 9. år og at han havde savnet hende meget. ”Der er ikke nogen der elsker en, som ens mor! Vel!”

Karl har virket som skipper i mange år på kysten. Han husker, at da der skulle ryddes op efter de amerikanske soldater der var der under 2. verdens krig, samlede de 12.000 tønder olie op langs kysten.
Karl er et yderst vitalt og alsidigt menneske. Han optrådte som fotomodel i en reklame for chokolade sidste år og var med ved fangsten af en sildepisker i området for et par dage siden. Han har ikke mere tid til at snakke for nu skal han ud til sine laksegarn. Det ærgrer ham lidt at han ikke har kræfter til at gå så langt op af elven. Det er der de bedste fisk er.

Et par dage senere besøger jeg Karl i hans hjem, regnen står ned i tykke stråler, så der er chance for at han er hjemme. Jeg har taget en kopi af billedet af hans mor og ham selv med. Og et par stykker til hans børn.